Dette 3 værelses rækkehus byder på en attraktiv planløsning for den lille familie eller parret, der blot drømmer om et ekstra værelse. Med til boligen følger egen privat parkeringsplads, skur til opbevaring, terrasse samt lille have og alt i hårde hvidevarer.Overalt i boligen er der gulvvarme samt ventilationsanlæg, som er med til at sikre dig det bedste indeklima.
Velkommen hjem
Boligens første rum er en praktisk entre med flot gråt gulv i flise look.. Her har du en vaskemaskine og tørretumbler, bordplads samt god plads til opbevaring af overtøj og sko i de faste hvide skabe. De faste hvide skabe finder du også i boligens soveværelse og værelse. Er der behov for ekstra opbevaring, kan dette let etableres på modsatte side.
Opholdsrum
Fra entreen er der adgang til boligens køkken-alrum med loft til kip. Med både loft til kip og det fantastiske lysindfald fra de store vinduer, vil du her opleve en fantastisk rummelighed.
Den åbne planløsning indbyder til snak under madlavningen, alt imens der slappes af i det hyggelige sofa/TV hjørne eller arbejdes ved spisebordet. Der er både plads til en større sofa samt et spisebord med 6 faste siddepladser. Køkkenet er i et hvidt tidløs design fra HTH. Elementer som også går igen på badeværelset.
Soveværelse og et ekstra værelse
Soveværelset har plads til en dejlig stor dobbeltseng, hvorfra der er kig til boligens indgangsside. Det ekstra værelse kan både indrettes som et hyggeligt børneværelse med plads til leg, et teenageværelse med plads til en større seng og skrivebord eller et praktisk kontor. Herfra er der direkte kig til boligens udeareal, og de omkringliggende grønne arealer.
Boligens udearealer
På begge sider af rækkehuset er der mulighed for at skabe hyggelige uderum med de flisebelagte terrasser. På indgangssiden er der plads til et lille cafesæt, hvor der på havesiden er plads til et større loungesæt. De dejlige uderum er med til at udvide boligens kvadratmeter, når vejret indbyder til at åbne op.